Nyheder December 2010
En ordentlig rusketur!
9. december 2011
Uden at ville "synge" med på vejrudsigternes dramatiske meldinger i nyhedsmedierne - så kan vi godt sige, at vores område er blevet blæst godt igennem i det sidste døgn! Der er ikke sket de store skader - ifølge Hans Hansen på Sivvejen - men enkelte grundejere må nok se frem til lidt oprydning i det nye år. Der meldes om væltede træer og skraldespande og det vil sige tømte skraldespande!
Vi har dog ikke i de senere år oplevet, at havet har "gnavet" et godt stykke af klitfoden og dannet meterhøje skrænter. Så der er lidt at se på for de grundejere, som vælger at lægge vejen forbi området i julen og nytåret.
Tekst: Preben Larsen/ foto: Hans Hansen
Dagene længes, vinteren strenges
Det er ren vinteridyl hos Hans og Rosa Hansen på Sivvejen.
Vi har modtaget ovenstående foto af råvildt, som dagligt kommer for at gøre sig til gode med det udlagte foder. Det forlyder, at råvildtet færdes hjemmevant på grunden og helt tæt på huset. Det udlagte foder skal drøje lidt på kruspersillen i køkkenhaven og ligusterhækken - som ellers hurtigt kan komme på råvildtets menu - hvis der ikke bydes på frisk grøntfoder!
"Vinteren er fantastisk smuk, solens stråler glimter i toppene på de høje snedækkede graner, sneen lyser op i bunden af skoven og vintertidens mørke bliver overkommelig - det bliver man helt glad af at se på!" - slutter Hans Hansen.
Et lille ønske til alle de gæster i området, som går tur med hunden - husk at holde hunden i snor! Råvildtet bruger meget energi på at gemme sig for løse hunde - det er forbundet med meget energi, at finde tilstrækkelig føde i denne tid - så husk snoren!
Læs mere om genopretningsprojektet Fiilsø her!